Narcisa Vucina

Forfatter, journalist, foredragsholder og performer

engelsk flag
Vucina våbenskjold

Vucinas våbenskjold

Undervejs

Metrostjernerne


Der var engang en mand som hverken var lille eller stor, hverken tyk eller tynd. Han var slet og ret mellemstor.

En nat kiggede han så meget op på stjernerne at han vækkede en stjerne som hverken var lille eller stor, hverken tyk eller tynd. Hun var slet og ret mellemstor.

Den mellemstore stjerne spurgte den mellemstore mand:

"Hvorfor glor du sådan på os som om du aldrig har set så mange smukke kvinder på en gang?"

"Ih, jeg vil så gerne have nogle af jer ned til vores lille stad så I kan lyse under jorden og bringe mennesker fra torv til gade, fra arbejde til hjem, fra sorg til glæde, fra fattigdom til rigdom", sagde den mellemstore mand.

"Du er ikke rigtig klog! Ved du ikke at vi er meget kostbare. Vi kan ikke bare hoppe ned fra himlen og opfylde dit ønske. Hvis vi skal ned til din by, så skal vi i hvert fald have en anden krop. Og du skal hjælpe os med fødslerne", sagde stjernen.

Den mellemstore mand var så begejstret for idéen at han straks gik i gang med at gøre den til virkelighed. Et tusind mennesker hjalp til i ni år og byggede stjernestationer, hvor der blev skrevet "metro". Og de skulle bruge elleve milliarder kroner til dyrt stjerneudstyr.

Endelig den 19. oktober 2002 blev de første ni stjerner født. Senere blev to mellemstore stjerner så forelsket i den by der bærer navn efter en konge der elskede at ride på byens lange allé, at de besluttede at få sig et liv dér. Men før den ene af dem sagde ja til et liv under jorden, skulle den mellemstore mand opfylde et specielt ønske: hun ville gerne lytte til musik, mens hun blinkede frem og tilbage.

"Men det er ikke noget problem", sagde manden. "I Radiohuset ved din station spiller de musik døgnet rundt. Du kan minsandten selv vælge hvad du gerne vil høre".

De to stjerner valgte at blive født den 29. maj hvor alle træerne og blomsterne var størst og smukkest. Og deres fødselshjælper - ja, han var slet og ret lykkelig. Men ingen vidste hvad han tænkte. Kun stjernen der kunne lide at høre musik kunne også høre tanker. Så hun fortalte de andre hvad den mellemstore mand tænkte den dag:

Det han tænkte var: "Mit ønske blev opfyldt. Men det var ikke gratis."

Udgivet i anledning af åbningen af Metroen

© 2003 Frederiksberg Bibliotek og Metroen


ISBN 87-87477-07-6