Vucinas våbenskjold
EFTER APOKALYPSEN
uden et sprog, nogen, min elskede, uden politik, min eneste, mens sigøjnerkoret trykker på de smukkeste tangenter i vores chagallske sjæle, efter så mange rejser gennem det ukendte, hold min hånd, når vi flyver sammen til vores station, efter at vi har tilfredsstillet antarktiske strømme, nervernes længsler, jordskælvenes paradokser, himmelkuglens templer, rør ved min samvittighed, indtil destruktionen forsvinder, til vi lander, til øjeblikket ender, elskede.
HVEM ELSKER DU OM MORGENEN
det er
Guds straf
når du ikke har kidnappet mig for længst
når du ikke har fængslet mig i dit drømmenet der hænger
over din seng
når du ikke har lagt mit hoved og min nakke på
din pude
den du sover på hver aften, hver eneste nat
det må være din spøg at du endnu ikke har set et lille
modermærke på min navle
hvad er det for noget
jeg har forsøgt at analysere det
men jeg har ikke fundet et svar
det må være Guds straf
det må være skæbnen, eller en fejl i vores computer
det er nok noget jeg bilder mig ind
for du står så nær
jeg kan lugte din aftershave. jeg er faktisk vild med den
SANKTHANSMYG
ved bålet, sankthansbålet, sad vi, trætte af myg, af dagens dumheder, sad vi og lyttede til de forsamledes store oplevelser, én havde set vores statsminister gå helt uden bodyguards og snakke med de dødelige på gaden, sagde manden lettere chokeret og blærede sig, med jævne folk, sagde en anden, folk der kender øens sandflugt og vikingetidens reminiscenser. Vores to hænder flettede sig midt under sankthanssangen,
vi kunne den næsten uden ad, jeg tændtes af dit blik, af dit myggebidte ansigt, et øjeblik
SENGETØJET
efter at have efterladt pletter på sengetøjet
efter at have vasket kroppene bløde, vasket
hudens farve lidt af med sæbe fra et supermarked i Split
efter at den gamle tyske værtinde
sagde vi var hendes sidste gæster i år og i det hele taget,
hun ville gå på pension og rejse, rejse,
efter at en mand med to blå plasticposer i hånden
spurgte om das Wetter var ligeså scheisse
i Danmark som i Tyskland,
kunne vi ikke svare for vi kom sydfra,
hvor menneskenes knogler vokser i solen og
næsten ikke kender til osteoporose
efter at have set fodgængere gå hastigt
med bekymrede udtryk i deres ansigter
efter at have indset at sommeren var forbi
tog vi afsked med de hullede stræder
og satte os foran skærmen,
vinteren bankede på
for at smutte ind før tid
i de næste måneder skulle vores opgave være
at bekæmpe gråheden
Udvalgte digte fra "Min far sagde det bringer lykke"
© 2003 Narcisa Vucina
Forlaget Tiderne Skifter
ISBN 87-7973-056-6